Standarden ”Beredskabsplaner” stiller krav om at der er udarbejdet beredskabsplaner indenfor følgende områder: Brand, overgreb, magtanvendelse, ulykker, leders forfald og personlige kriser.
Søholm har valgt at dele disse områder op i 3 procedurer. En procedure for brand, en procedure for leders forfald og en procedure for vold, overgreb, arbejdsulykker, magtanvendelse og personlige kriser.
Søholm er en gård med 1766 kvadratmeter beboelse, kontorafdeling, aktivitetssted/værksted og stalde fordelt på mange bygninger samt de omkring liggende ude arealer, som haven og markerne på 50 tønder land. Derfor har Søholms ledelse indgået samarbejde med en lokal brandinspektør, der har uddannelsen og erfaringen til at udarbejde en procedure, der vil sikre at personale og beboere præcis ved, hvad de skal gøre i tilfælde af brand. I forbindelse med beredskabsplanen skal der afholdes brandøvelse for alle beboere og personale på Søholm. Det er planen at det fremover vil være brandøvelse på Søholm 1 gang årligt og at samtlige medarbejdere skal gennemgå 1. hjælps kurser hver 2. år.
Proceduren for leders forfald er, at ledelsesteamet kører Søholm videre ud fra samme principper som hidtil. Dette er muligt da ledelsesteamet allerede nu har de forskellige kompetencer der gør det muligt, at Søholm fortsætter sin dagligdag. Ledelsesteamet består foruden lederen, der har det overordnede ansvar af: en afdelingsleder der er ansvarlig for bogholderi og kontor, en afdelingsleder der er ansvarlig for pædagogikken, en afdelingsleder der er ansvarlig for det administrative og en afdelingsleder der er ansvarlig for aktivitetsstedet. Ledelsesteamet overtager ledelsesfunktionerne indtil Søholms bestyrelse ansætter en ny leder.
Proceduren for tilfælde af vold, overgreb, arbejdsulykker, magtanvendelse og personlige kriser er, at hjælpe vedkommende så hurtigt som muligt. Ud fra den af Søholm nedskrevne og vejledende procedure kan en medarbejder der er i tvivl læse, hvad der skal gøres i de forskellige situationer, således at der bliver handlet hurtigt og korrekt. Proceduren forefindes på opslagstavlen på pæd. Kontoret. Det er vigtigt at der bliver handlet, tilbudt den nødvendige hjælp internt eller eksternt, at beboere, medarbejdere og ledelse bliver informeret og der evt. bliver skrevet indberetninger/anmeldt arbejdsskader og at disse bliver sendt videre.
Der er udarbejdet en beredskabsplan for Søholm d. 24-8-2007, som er blevet gennemgået for al personale. Personalet har samtidig gennemført uddannelse i 1. hjælp.
|